Årets første uddelinger fra LAG Fanø-Varde

Årets første uddelinger fra LAG Fanø-Varde

20-04-2016, 07:12

Forfatter: TistrupNews - RSS

Årets første uddelinger fra LAG Fanø-Varde

På LAG Fanø-Vardes første uddelingsmøde i 2016 behandlede bestyrelsen 9 ansøgninger, som alle blev indstillet til tilskud. I alt blev der uddelt 1.063.000 kr.

 

De 9 projekter havde ansøgt om et samlet tilskud på 1,6 mio.kr., så ikke alle blev tildelt det fulde ansøgte beløb, men ved at skære lidt her og der, blev der altså plads til, at alle kunne tilgodeses.

”Jeg er rigtig glad for, at der blev plads til at støtte alle 9 projekter” udtaler formand for LAG Fanø-Varde, Arne Haahr Hansen, og begrunder glæden med, at de 9 projekter indholdsmæssigt spænder bredt. ”Vores udviklingsstrategi giver mulighed for at give støtte til mange forskellige projekter, og i denne omgang har vi både støttet projekter inden for wellness, idræt og sundhed, dvs. projekter, som er med til at sikre gode aktiviteter for vores borgere, men også erhvervs- og turismeprojekter, der skaber arbejdspladser i vores område” udtaler Arne Haahr Hansen.

De 9 projekter skal nu videre til Erhvervsstyrelsen, hvor det endelige tilsagn om tilskud udarbejdes.

Fik man ikke søgt om LAG tilskud i denne omgang, er der dog snart mulighed for det igen. Der afholdes workshop for nye ansøgere i maj måned, hvor ansøgningsmateriale og procedurer gennemgås, og selvom årets anden og sidste ansøgningsfrist først er den 8. august, opfordrer formanden til, at man allerede nu tager kontakt til foreningens to koordinatorer, såfremt man har planer om at søge. ”Vi ved, at LAG midlerne ikke altid er de nemmeste midler at søge, og derfor gør vi også meget ud at hjælpe og vejlede vores ansøgere, og erfaringen viser, at en tidlig kontakt til vores koordinatorer, kan… mange frustrationer i sidste ende” slutter Arne Haahr Hansen.

Følgende projekter modtog tilskud:

Projektet ”Saunahus i Tistrup” modtager 285.000 kr. Bag projektet står iværksætteren Ruslan Vityuk, der med etableringen af et saunahus efter Loghome princippet (råtræ, der efterfølgende bearbejdes ved håndkraft) ønsker at skabe en ny wellness facilitet for både lokale og besøgende.

Den nyetablerede virksomhed på Fanø ”Club Fanø” modtager 140.000 kr. til at skabe et nyt forretningskoncept, der primært fokuserer på aktiviteter for børn og unge, der besøger Fanø om sommeren. Bag virksomheden står Sharada Sylvia Bergés Hidalgo.

 

På Fanø ligger ligeledes Fanø Familierestaurant, der modtager ca. 64.000 kr. til udvidelse af restauranten med en terrasse, således at der bliver mulighed for udeservering samt udvidelse restaurantens af åbningstider.

 

Faaborg Kro modtager ca. 56.000 kr. til en genopførelse af kroens oprindelige svungne gavl. Projektet er en del af kroens arbejde med at sikre en fortsat udvikling af aktiviteterne i og omkring kroen – i tæt samarbejde med lokalsamfundet.

 

Varde Golfklub modtager 75.000 kr. til bl.a. en forbedring af klubbens træningsfaciliteter samt optimering af brugernes oplevelser på golfbanen.

 

Blåbjerg Flugtskydningsbane modtager 50.000 kr. til modernisering og udvidelse af klubbens faciliteter.

 

I Outrup arbejder borgerforeningen med at virkeliggøre byens udviklingsplan, og som led heri modtager foreningen ca. 94.000 kr. til etablering af en attraktiv motionsplads med udendørs motionsredskaber, der kan benyttes af alle interesserede.

 

Ansager Hotel modtager 250.000 kr. til etablering af 7 nye hotelværelser på hotellets 1. sal.

 

Sidst men ikke mindst modtager Ølgod idrætsforening et tilskud på 50.000 kr. til projektet omkring udvidelse af foreningens klublokaler, herunder nye omklædningsrum, nyt aktivitetsrum samt overdækket terrasse.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies