Anna Klindt Sørensen udstiller i Janus Bygningen

Anna Klindt Sørensen udstiller i Janus Bygningen

15-01-2016, 12:25

Forfatter: TistrupNews - RSS

Anna Klindt Sørensen kommer til Tistrup

Den 23. januar 2016 åbner i Janus Bygningen en stor retrospektiv udstilling af den vitale og fornemme maler Anna Klindt Sørensens efterladte malerier, tegninger og grafik. Alt tyder også på, at hele den samling, Anna Klindt Sørensens Fond råder over får en permanent placering i Tistrup som en del af Vestjyllands Kunstmuseum i Janus Bygningen.

 

En af de store

Alle kan glæde sig til en stor oplevelse, når den både sprælske og koloristisk forfinede Anna Klindt Sørensen fra den 23. januar fylder hele Janus Bygningen med malerier, grafik og skitsebøger fra et langt liv. Hun levede fra 1899 til 1985 og blev en de helt store kvindelige pionerer i det 20. århundredes danske kunst.

 

Udstillingen åbnes af kunsthistoriker og sekretær for Anna Klindt Sørensens Fond, Troels Andersen. Han fortæller bl.a. følgende om kunstneren:

”Hun var født på en stor gård i nærheden af Ry, men søgte snart ind på Kunstakademiet i København. Her tog hun del i det elevoprør, der fulgte i forbindelse med besættelsen af professoraterne i malerkunst i 1920. Hun forlod akademiet for bestandig, men opgav ikke maleriet og drog i december 1922 til Paris for at uddanne sig. I 1925 var hun - ligesom Francisca Clausen - en kort tid elev hos Fernand Leger, men måtte bryde op og vende hjem, da hendes far døde. I 1926 vendte hun tilbage til Paris, lejede et lille atelier og arbejdede mest på egen hånd med maleriet. Hun arbejdede langsomt, med opstillinger, udsigter fra ateliervinduet eller portrætter, der blev brudt op i facetter under inspiration fra kubismen. Først i trediverne spidsede den økonomiske krise til i Europa, og hun vendte tilbage til Danmark.

Hun udstillede første gang i Danmark på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928.

Omkring 1940 flyttede Anna Klindt Sørensen til København, hvor hun begyndte at arbejde på Grafisk Skole på Kunstakademiet og gjorde de første forsøg med litografi og radering der skulle blive indledningen til et frodigt grafisk livsværk. Holger J. Jensen, den daglige leder af Grafisk Skole, var, ligesom en af hendes venner fra de første år i Paris, maleren Kay Christensen, medlem af ”Decembristerne”. I 1942 blev Anna Klindt Sørensen, sikkert med støtte fra de to, optaget i sammenslutningen.

Under krigen malede hun i sommermånederne landskaber rundt om i Danmark. Dertil kom portrætter, ofte med humor og hvor hun frigør farven i en levende, spontan penselskrift. Senere gik rejserne sydpå til stærkere farver og lys.”

 

Stor opmærksomhed

Udstillingen har tidligere været vist på Rønnebæksholm i Næstved og på Silkeborg Bad. Begge gange med stor medieopmærksomhed og begejstring.

I den forbindelse fortalte Rønnebæksholms kunstnerisk leder Dina Vester Feilberg, at Anna Klindt Sørensen er blevet betegnet som ”en evig ungdomsoprører”. ”Hun var en mønsterbryder og provokatør, der hverken stillede sig tilfreds med at male blomsterpå porcelæn eller medundervisningen på Kunstakademiet. Går man tæt på Anna Klindt Sørensens værker, og ser man ikke kun på hendes malerier, men tager hendes betydelige grafiske arbejde med i betragtning, så står det klart, at hun mestrede opbygningen af et motiv med meget få virkemidler. Det, at der er en lethed i hendes værker, må altså ikke forveksles med skødesløshed eller betragtes som udslag af vilde og ekspressive luner.”

  

Udstillingen

Udstillingen arrangeres af Vestjyllands Kunstmuseum i Janus Bygningen.

 

Der er fernisering lørdag den 23. januar kl. 14-16.

 

Åbningstale ved kunsthistoriker Troels Andersen den 31. januar kl. 14.00

 

Rundvisning

ved kunsthistoriker Dorte Kirkeby Andersen den 23. februar kl. 19.00

 

Foredrag

”Anna Klindt Sørensen og Francisca Clausen” ved kunsthistoriker Troels Andersen

 

 

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies