Beskæftigelsesreform skaber kommunale samtalefabrikker

Beskæftigelsesreform skaber kommunale samtalefabrikker

13-10-2014, 10:48 - Horne

Forfatter: News

Socialdemokratisk udvalgsformand frygter, at beskæftigelsesreformen skaber kommunale samtalefabrikker.

 

Når den nye Beskæftigelsesreform træder i kraft 1. januar 2015, er det ambitionen, at kommunerne sammen med A-kasserne skal sætte ind med en tidlig og koordineret beskæftigelsesindsats overfor den ledige.

 

Men allerede inden reformen er trådt i kraft, møder den kritik fra formand for Arbejdsmarked og Integration i Varde Kommune, socialdemokraten Søren Laulund.

 

Bureaukratisk reform

Udvalgsformand Søren Laulund frygter, at de meget detaljerede proceskrav til kommunerne blokerer for en hensigtsmæssig og individuel indsats overfor de ledige.

 

”Intentionen bag reformen er fornuftig, men proceskravene er alt for detaljerede. Eksempelvis er kravene til møder mellem den ledige og os som myndighed alt for specifikke. Behovet for at mødes med den ledige er meget afhængig af, hvorvidt der er tale om en sæsonbetinget ledighed, eller om der er andre årsager til ledigheden. Desværre fratager reformen kommunerne muligheden for at foretage netop dette individuelle skøn”, siger Søren Laulund (S).

 

6 samtaler på et halvt år

Ifølge reformen starter en arbejdsløshedsperiode med et personligt fællesmøde mellem den ledige, Jobcentret og a-kassen, hvor der udarbejdes en fælles indsatsplan. Er den ledige ikke i arbejde efter 5 måneder, mødes parterne igen.

 

I den mellemliggende periode skal der afholdes ikke mindre end 4 samtaler med Jobcentret.

 

”Set fra den lediges synspunkt er koordinering mellem kommune og A-kasse fornuftig, men antallet af samtaler er for højt, hvis man som mange borgere i vores område er sæsonfyret og har langt til Jobcentret”, siger Søren Laulund (S).

 

Samtalefabrikker i kommunerne

Det vurderes i Varde, at antallet af samtaler, der skal holdes med jobcentret, pr. år øges fra ca. 4000 til 7000-8000.

 

”Fra at have fokus på den enkelte ledige er der nu risiko for, at vi får etableret en kommunal samtalefabrik blot for at leve op til lovens bogstav. Det kan hverken kommune eller den ledige være tjent med”, siger Søren Laulund (S), og slutter:

 

”Mit budskab til Christiansborg er at give mere rum for rammestyring end detaljeret regelstyring på området. I øjeblikket opleves det som et både og. Ministeren opstiller fornuftige og brede mål for beskæftigelsesindsatsen, men bag målsætningerne gemmer der sig desværre en alt for detaljeret styring på både redskaber og processer”.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies