Fra kettlebells til kampagne – Kirstine er klar til at løfte markedsføringen ved Helle Hallen
Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia
Pressemeddelelse fra Helle Hallen
Den 10.12.24 hentede Helle Hallen en ny spiller til holdet. Kirstine Faber Krog melder sig klar til at
sende markedsføringsindsatsen over målstregen med stil.
Kirstine Faber Krog overtager bolden efter Jesper Christiansen. Kirstine er født og opvokset i
Starup-Tofterup. For mere end 30 år siden indtog hun for første gang Helle Hallen i forbindelse
med "Idræt om dagen" – et populært koncept, som i øvrigt fortsat troligt afholdes hver onsdag.
Siden da har Kirstine fyldt idrætstasken med en faglig baggrund inden for fritids- og
oplevelsesområdet, mens skydeskiven vidner om mange års arbejde med markedsføring af
oplevelsesbaserede projekter. Senest har hun arbejdet som marketingansvarlig ved en
sikringsvirksomhed i Esbjerg. Lokalt er hun nok mere kendt for sin tid som erhvervsudviklingschef
ved Ølgod Handel og Erhverv samt de mange events, hun har arrangeret og markedsført ved
ProVarde.
- Med Kirstine på banen er det vores forventning at skabe større opmærksomhed på alle de gode
projekter og oplevelser, Helle Hallen allerede tilbyder, fortæller centerleder Peder Foldager og
fortsætter: Kirstine bliver en nøglespiller i at få synliggjort vores stærke tilbud, lige fra møde- og
konferencefaciliteter til træningslejre og de nye hytter på Helle Aktivitetshotel. Med Kirstines
kreative evner og målrettede tilgang vil vi sætte turbo på markedsføringen og skyde os ind i feltet
som en foretrukne leverandør. Nu handler det om at finde de rette strategiske afleveringer og
sørge for, at vi scorer stort hos målgruppen.
Der er da også nok af opgaver for Kirstine at løfte på vægtstangen.
-Som opvarmning er jeg i gang med at opbygge en database bestående af fotos og videoklip, som
vi kan bruge i vores markedsføring. Og så er jeg så heldig, at Jesper har snydstartet med
opbygningen af en hjemmeside. Den vil vi hjælpe hinanden med at få driplet i mål, fortæller Helle
Hallens nye marketingkoordinator Kirstine Faber Krog og fortsætter: Derudover har vi også nogle
vigtige arrangementer i starten af det nye år, som vi skal have løftet, så vi kan få fyldt godt op på
publikumsrækkerne.
Her er det i særdeleshed det velkendte koncept "Helle på vægten" samt foredrag med Frej Prahl
og en ny Sundhedsfestival, der står øverst på måltavlen.