Grethe har været frivillig i hallen i mere end 30 år

Grethe har været frivillig i hallen i mere end 30 år

04-09-2022, 12:41 - Tistrup

Forfatter: Henrik Cramon

I mere end 30 år har Grethe Dejbjerg Kristensen været inde over hallens regnskab - både som medlem af hallens bestyrelse og som nu, på sidelinjen.

- Det blev sådan ved et tilfælde, og jeg kan dårligt huske præcis, hvornår jeg begyndte.

Grethe regner sig dog frem til, at det må have været på generalforsamlingen i 1991, i efteråret.

- Det må det have været, for dengang kørte vi med forskudt regnskabsår, forklarer Grethe.

Grethe sagde ja til valget, for det kunne hun godt prøve et par år. Som bestyrelsesmedlem var Grethe i en årrække sekretær. Det var dengang referatet manuelt blev ført ind i den store sorte protokol.

I 2009 gik Grethe ud af bestyrelsen, og har siden da været bogholder.

- Det handler om betaling af de godkendte fakturaer, bogføring og klargøring af alle posteringer til brug for hallens regnskab, som laves af Din Revisor ApS i Varde. Jeg er uddannet regnskabsassistent, så arbejdet har ikke været fremmed på nogen måde. Et par gange om året efter aftale sender jeg så regnskabsbalancer til bestyrelsen, så de også kan få et overblik.

Sammen med Torben Haahr, hallens leder siden 2007, udsender de fakturaer to gange månedligt.

- Jo før pengene kommer ind på hallens konto jo bedre for likviditeten, pointerer Grethe.

 Samarbejdet med Torben Haahr, nu gennem 15 år, har Grethe været særdeles glad ved. Det har matchet hendes personlige situationer og sygdomsforhold.  

- Det må jo være fordi, jeg kan lide det, og jeg kan klare de fleste opgaver hjemmefra, fortæller Grethe og viser sit store, lyse kontor i sit smukke og velholdte byhus.

Fra kontoret har Grethe udsigt til haven, som er anden velkommen tidsrøver.

- Her bruger jeg rigtig mange timer, fortæller Grethe, mens hun stolt viser haven frem.

Hun finder et par små skud på et af de mange opstammede træer og nipper dem omgående af. Det utrænede øje havde næppe fået øje på dem i denne skønne have med stor diversitet, lys, luft og vandkunst - på samme tid paradisisk og minimalistisk. Det kan ikke ses på haven, at Grethe brækkede armen tidligere på sommeren, for alt står knivskarpt.

- Det lignede en måned med nedsat aktivitet, og det er bestemt ikke mig. Derfor udfordrede jeg mig selv - er du klar over, hvor meget man faktisk kan med blot én hånd?

Foruden hallen nyder også menighedsrådet godt af Grethes kompetencer. Det var en forespørgsel om medlemskab, som Grethe fik for seks år siden og takkede ja til. Herefter blev hun valgt ind i rådet.

- Også her tænkte jeg, at det kunne være interessant og lærerigt for en periode. Gennem 3½ år var jeg samtidig medlem af Varde Provsti, men det og øvrige udvalgsposter har jeg nu sagt nej til.

Det er ikke for at slappe af - tværtimod, for Grethe har to tidskrævende funktioner som henholdsvis kirkeværge – tilsyn og ansvar vedr. vedligehold af kirken, alle øvrige bygninger, kirkegården samt udarbejdelse af gravstedsaftaler. Samt kontaktperson som er arbejdsgiverrepræsentanten for kirkens ansatte.

- Det er begge funktioner, der kræver meget tid. Det er et stort ansvar MR-rådet har - ikke mindst arbejdsgiverfunktionen. 

Vi taler videre om tiden, som er turbulent, om krigen i Ukraine og energiprisernes himmelflugt.

- Vi skal bare huske på, hvor godt vi har det. Ja, der er en regning, der skal betales, men det er jo intet i forholdt til, hvad ukrainerne må ofre.

Der er mere kaffe på kanden, og det er hyggeligt i Grethes have.

 

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies