Grisebanko - præmiebordet dækket af 17 lokale svinebønder
Forfatter: Tistrup Mediehus-Pia
Sponsor til grisebankospil har friluftsgrise
Når håndboldklubberne i Tistrup, Ølgod og Ansager inviterer til grisebanko i Horne hallen lørdag den 16. november klokke 14, er præmiebordet dækket af 17 lokale svinebønder.
Nogle af dem har været med i mange år, nogle i få år, og nogle er helt nye. Det gælder Niels Thing og Mogens Vinther Andersen som i fællesskab driver Krarup Landbrug - en økologisk svineproduktion i Krarup ved Tistrup. Det er gården med de mange grise, der går ude på marken.
De arbejdede sammen i mange år hos Erik Vinther Andersen i Snorup - Niels i staldene og Mogens i marken. De jokede i flere år om, at de skulle have en gård i fællesskab.
- Da jeg vendte hjem efter et år i Grønland, skulle der ske noget nyt. Niels spurgte om, det så var nu, vi skulle købe en gård. Det var det, så vi købte en gård i februar 2017, siger Mogens Vinther Andersen.
De så på en hel del gårde og snakkede med mange banker, inden de skrev under. Det var vigtigt at finansieringen var på plads, og at det var en veldrevet gård. Det fik de, men alligevel gik der 14 måneder med etablering og omlægning af jorden, inden de solgte den første gris.
- Vi har 160 ha, hvor grisene bruger 60 ha og resten er med planteavl. Vi har 350 søer og sælger årligt cirka 8500 smågrise på 30 kilo til en aftager, som selv feder dem op, siger Niels Thing.
Der er fire mand til at passe bedriften, da der er en hel del pasning dels med at flytte dem mellem de to marker, der er indhegnet, dels med at fodre, give vand og sørge for halm i hytterne.
- Det er helt tydeligt, at grisene har det godt. De har det allerbedst i tørt vejr og med en temperatur fra -3 grader til +17 grader. Vi bruger uendeligt lidt medicin, og det tilskriver jeg, at de har god plads og får masser af luft og motion, siger Mogens Vinther Andersen.
De to svinebønder var ikke i tvivl om, at de i år skulle støtte grisebanko.
- Det er rigtig godt, når landbruget går sammen og viser, at vi gerne vil støtte lokalsamfundet.