Aktivitetsbane i Tistrup

Aktivitetsbane i Tistrup

01-03-2022, 01:34 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry

Aktivitetsbane bliver for både børnehaven og B.S. Christiansen

Aktivitetsbanen bliver for både børnehaven og B.S. Christiansen

Det unikke samarbejde mellem erhverv, borgere og frivillige slår til igen. Foran læringshytten opføres  netop nu i Tistrup Anlæg en 125 meter lang aktivitetsbane bane med udfordringer for alle.

- Vi bygger videre på det dejlige anlæg, og netop nu har vi i styregruppen under Tistrup Erhvervs- og Borgerforening (TEB) sagt go for projektet. Vi er ikke helt i mål med budgettet, men det tror vi nu på, at vi kommer, så aktivitetsbanen står klar til indvielse i løbet af sommeren, fortæller Winnie Pallesen.

Winnie Pallesen udgør sammen med Jørn Brink styregruppen, der for snart et år siden satte sig for at skabe noget andet og meget bedre end den noget slidte legeplads foran læringshytten.

Jørn Brink, der er næstformand i TEB, har kontakten til det byggefirma, der står for opførelsen af aktivitetsbanen, og Winnie Pallesen søger for, at der er penge til projektet.

- Vi allierede os med en fundraiser. Kirstine Gottlieb har været en stor hjælp i proceesen med at skaffe fondsmidler. Vi har i øjeblikket godt en million kroner samlet ind, men budgettet er på 1,3 millioner, så jeg er i øjeblikket i gang med at kontakte samtlige medlemmer af erhvervsklubben, fortæller Winnie Pallesen.

Gode idéer og velvillige sponsorer gør det ikke alene - så langt fra. Heldigvis er Tistrup begunstiget med et korps af frivillige, der sørger for at realisere de gode idéer til glæde for alle i byen.

- Jeg er ikke sikker på, de ved, hvor højt vi elsker dem, så det må du gerne skrive, beordrer Jørn Brink.

Det er Hans Ole Hansen, der står for det 50 mand store korps af frivillige.

- Det er med dem, der kalder sig maddamer, og som sørger for, at de frivillige får en god forplejning som tak for deres store frivillige arbejde.

Hans Ole forsøger at bagatalisere sin egen betydning for det frivillige arbejde:

- De styrer det selv. Der bliver lagt en opgave ud, og så løser de frivillige den. Nogen kan arbejde midt i ugen, og her har jeg så nogle håndlangere, som tager ansvar. Er det lørdag, er jeg som oftest selv med. Rutineopgaver, som at slå græs, klarer de, uden at jeg overhovedet behøver at blande mig, fortæller Hans Ole.

Det bliver dog det firma, der leverer aktivitetsbanen, som også står for selve opførelsen. De frivilliges arbejde består i, sammen med en arborist, at rydde området og trimme anlæggets træer, og så selvfølgelig den efterfølgende vedligeholdelse, ikke at forglemme.

- Arboristen fortager sin professonelle vurdering og sætter eksempelvis blå streger på de træer, der må fælles, forklarer Winnie Pallesen, da vi møder hende og Hans Ole Hansen til en præsentation at projekt aktivitetsbane i Tistrup Anlæg.

Snart vil arbejdet for alvor gå i gang, og til sommer vil alle kunne udfordre sig selv og andre på aktivitetsbanen, som styregruppen under TEB venter stor interesse for. Vi bringer løbende artikler fra processen og ikke mindst fra indvielsen.

Billedtekst: Hans Ole Hansen og Winnie Pallesen præsenterer planerne for den 125 meter lange aktivitetsbane i Tistrup Anlæg

Artikel er udført af Henrik Cramon på vegne af "Projekt TistrupHodde"

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies