Kampagne og Politi på skolevejene fra d. 10.august

Kampagne og Politi på skolevejene fra d. 10.august

30-07-2015, 05:34

Forfatter: News

I de kommende uger siger vi igen velkommen til mange nye og spændte skolebørn.  Næsten 65.000 børn starter på landets skoler, og alene i Varde Kommunes folkeskoler starter 554 børn i 0. klasse. Derfor er kommunen med i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken”. Kampagnen skal sammen med ekstra politiindsats minde trafikanterne om at passe godt på de nye skolebørn i trafikken.

 Varde Kommune er gået sammen med politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden for at give landets nye skolebørn så tryg en skolestart som muligt. Med kampagnen ”Pas på de små i trafikken” bliver trafikanterne mindet om, at passe ekstra godt på de mange skolebørn, der skal ud i trafikken hver dag.

- Det kan være svært at bevare overblikket, når man kun er 5 eller 6 år og skal over en skolevej, hvor trafikanterne kører forbi i høj fart. Samtidig er der meget nyt som børnene først skal til at lære i trafikken. Som kommune tager vi del i det store ansvar med, at hjælpe de nye skolebørn og forebygge trafikulykker ved vores skoler, Rasmus Beck Nielsen, Vej og Park i Varde Kommune.

Politi og kampagne skal få bilisterne til at sænke farten
Politiet vil fra d. 10.august til d. 30.august sætte ind med ekstra kontrol ved mange af landets skoler for blandt andet at få bilisterne til at lette foden fra speederen. Sidste år stoppede politiet næsten 4.600 bilister der kørte for stærkt på skolevejene. Derudover var der 193, der ikke havde spændt deres børn fast i bilen og 146, der talte i håndholdt mobil.

Derfor opfordrer Politiet, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne alle bilister til at sætte farten ned og vise ekstra hensyn når de møder de små i trafikken. Der ud over er det vigtigt at vise hensyn til de andre trafikanter og respektere skolens regler for færdsel omkring skolerne og skolepatruljernes arbejde.
Som forældre er det vigtigt at være et godt forbillede og vise børnene, hvordan man færdes i trafikken som cyklist eller fodgænger. Hvis forældrene ikke har mulighed for at træne skolevejen i en travl hverdag, kan det være en løsning at træne skolevejen søndag formiddag, det er blot vigtigt at komme ned i børnehøjde, når man øver skolevejen med barnet, siger Heidi Østergaard Kristensen, Skoleafdelingen i Varde Kommune.

Bag om kampagnen ”Pas på de små i trafikken”
Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører fra d. 3.august til d. 30.august. Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Kommunerne i Danmark og TrygFonden. Derudover bakker politiet op om kampagnen med kontrol på skolevejene.
Kampagnens formål er at få især bilisterne til at vise hensyn til de små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen med deres børn. Derfor får alle forældre en folder, der nemt og enkelt viser, hvordan man kan træne med sit barn og give barnet en trafiksikker viden med i skoletasken.

Store plakater med billeder af børn ved skolerne skal minde bilisterne om, at de skal passe på de nye elever. Lærerne udleverer ved skolestart et opgavehæfte til 0. klasserne med trafikopgaver hvor klasserne kan deltage i konkurrencen om en præmie fra kommunen.
Konkurrencen starter d. 10.august og løber til d. 24.september. Sidste frist for deltagelse er den 24. september.

 

Mød Tistrupnews på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/Tistrupnews

 

 

Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find mere information om kampagnen, gode råd om trafiktræning og meget andet.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies