LAG Fanø-Varde endelig klar til at uddele tilskud

LAG Fanø-Varde endelig klar til at uddele tilskud

02-03-2015, 04:32

Forfatter: News

LAG Fanø-Vardes udviklingsstrategi er nu blevet godkendt af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, hvilket betyder, at aktionsgruppen er klar til at uddele tilskud. Første ansøgningsfrist bliver den 19. maj 2015.

En langstrakt proces, der startede med den stiftende generalforsamling tilbage i september måned, har nu endelig båret frugt, og LAG Fanø-Vardes bestyrelse er nu klar til at behandle ansøgninger og uddele tilskud til projekter, der er med til at skabe arbejdspladser og attraktive levevilkår i både Varde og Fanø Kommuner. 

LAG Fanø-Vardes formand, Arne Haahr Hansen, fortæller i den forbindelse:

"Vi har de sidste par måneder arbejdet med at få udviklingsstrategien på plads, og den er nu endelig godkendt af ministeriet uden bemærkninger, hvilket vi naturligvis er rigtig glade for. Det betyder, at vi kan komme i gang med det sjove – nemlig at uddele midler".

Udviklingsstrategien lægger rammerne for, hvad aktionsgruppen kan give tilskud til, og der er i strategien fokus på tre overordnede temaer – fastholdelse og øgning af antallet af arbejdspladser og iværksættere, det gode liv samt samarbejds- og netværksprojekter.

Arne Haahr Hansen udtaler i den forbindelse:

"Der er ingen tvivl om, at vi denne gang vægter skabelsen af arbejdspladser og iværksætteri rigtig højt. Dog skal vi ikke glemme, at det også skal være sjovt og spændende at bo i vores landdistrikter, og derfor ønsker vi også at støtte projekter, der arbejder med det gode liv".

Udover ansøgningsfristen den 19. maj, vil der i år være endnu en ansøgningsrunde med frist den 1. september. Forud for begge ansøgningsfrister afholdes workshops, hvor ansøgere kan få vejledning i, hvorledes man søger om LAG midler. 

Kontaktoplysninger ved yderligere spørgsmål:

Formand, Arne Haahr Hansen, tlf.nr. 20291387, mail: ahhagro@mail.tele.dk  

Koordinator, Hanne Jespersen, tlf.nr. 2016 1007, mail: haje@varde.dk 

Koordinator, Helle Andersen, tlf.nr. 51835285, mail: ha@fanoe.dk  

 

www.tistrupnews.dk

Klik på linket og bliv ven med Tistrupnews på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/tistrupnews.tistrup

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies