Mange gæstede JANUS for at få vurderet ting og sager
Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry
Mange gæstede JANUS for at få vurderet ting og sager
Vi er helt høje i JANUS her dagen derpå. For det var jo i går, søndag d. 4. oktober, at vores vurderingsarrangement løb af stablen. Vi havde inviteret auktionshuset Lauritz og Ole Faber, tidligere direktør for Varde Museum, på besøg til en åbent-hus-eftermiddag, hvor folk kunne komme og få vurderet deres ting. Og det var mange forskellige slags ’ting’, som de tre eksperter fra Lauritz og Ole Faber havde forstand på: malerier, møbler, mønter, sølvtøj, keramik, smykker og tasker m.m.
Som dagen nærmede sig, blev vi mere og mere spændte på, hvor mange gæster, der ville tage imod tilbuddet.
Vi frygtede faktisk, at den stigende coronasmitte ville afholde mange fra at deltage i sådan et arrangement. Muligvis har det afholdt nogle fra at komme, men ikke desto mindre blev vores bekymringer gjort fuldstændig til skamme. Lige fra det øjeblik, vi åbnede, myldrede det ind med besøgende bærende på malerier, borde, petroleumslamper og meget andet.
Og for at kunne holde betryggende coronaafstand måtte vi tage adskillige ekstra lokaler i brug og hente mange flere stole, så folk kunne sidde, mens de ventede. Vores eneste bekymring gik nu på, om alle kunne nå at komme til inden lukketid.
Det kunne de. Alle de fremmødte fik en god snak med eksperterne og kunne gå herfra med større viden om deres genstande.
Lauritz fik også noget ud af dagen, idet de kunne gå herfra med ting til deres auktion.
Alt i alt en dag med god stemning og masser af glade gæster. Stor tak til Ole Faber og eksperterne fra Lauritz, som tog sig god tid til hver eneste gæst og beredvilligt delte deres viden med os.
De bedste hilsener fra
Anne Grethe Sværke, leder af JANUS
JANUS Vestjyllands Kunstmuseum
Lærkevej 25, 6862 Tistrup, 75299825, mail@janusbygningen.dk www.janusbygningen.dk
Åben tirsdag-søndag kl. 13-16