Monas Køkken tilbyder weekendlækkerier
Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry
Monas Køkken tilbyder weekendlækkerier
Mad: Trods corona-epidemi og restriktioner er Mona Assenbæk Burgdorf ved godt mod. Hun har nemlig benyttet krisen til at komme nye boller på suppen hos Monas Køkken.
Tistrup: Madpakkerne er netop smurte, da vi møder Mona Assenbæk Burgdorf i køkkenet – Monas Køkken, som hun har drevet i otte år.
- På deltid, for jeg har stadig mit job ved Varde Kommune, selvom det efterhånden kun er få timer.
Nåede de store fester
Mona smører madpakker for en lokal virksomhed, og det er en af de faste aktiviteter, der har overlevet corona, sammen med mad ud af huset som sædvanligt.
- Efter den første nedlukning i foråret 2020 åbnende verden kort igen, men længe nok til at få skudt en masse bryllupper, konfirmationer og andre familiefester af. Da det lukkede igen, fik jeg bestillinger på julefrokoster – små, men mange, og min nytårsmenu var udsolgt tidligt i december.
Weekendlækkerier
Mona fortæller, at det helt store er tapas – der ryger mange lækre fade ud af køkkenet, og så barslede hun for nogle uger sigen med weekendlækkerier.
- Det koster 200 kroner, og så er der mad til 2-4 personer alt efter, hvad der er på menuen. Det initiativ har folk i Tistrup taget rigtig godt imod.
Støtter boldklubben
Første weekend i marts tilbød Mona i samarbejde med Tistrup Boldklub en menu til 250 kroner, hvor de 50 kroner gik til boldklubben.
- Jeg solgte 85 menuer, og det gav oprundet 5000 kroner til Tistrup Boldklub.
Kunder i butikken
Mona indrømmer, at de seneste initiativer ikke kaster det store overskud af sig, men det lokker kunder i butikken.
- Jeg er helt sikker på, det lønner sig på den lange bane. Nu skal vi bare have gang i festerne igen, slutter Mona Assenbæk Burgdorf, der har lagt mærke til, at folk i byen støtter op om de lokale handlende, ligesom hun selv gør.
- Jeg er som alle andre blevet bevidst om, hvor vigtigt det er at handle lokalt. Derfor gør jeg også så mange af mine indkøb til Monas Køkken lokalt.
Tjek Facebook
Monas Køkken har fået ny Facebookside, og den benytter hun flittigt, når hun får en god idé, som eksempelvis da herrelandsholdet i håndbold skulle spille VM-finale. Da tilbød Monas Køkken langgangsbrød som alternativ til aftensmaden, og selvom opslaget kom sent, nåede rigtig mange at bestille.
Af: Henrik Cramon på vegne af Tistrup Mediehus