Outsiderkunst fra Bifrost
Forfatter: Henry
Outsiderkunst fra Bifrost
Mange udviklingshæmmede har særligt gode evner til at skabe billeder. Fra den 1. april viser Janus Bygningen en sprudlende og stærk udstilling med elever fra Kunstskolen Bifrost i Randers.
Bifrost
Bifrost er en kunstskole for voksne udviklingshæmmede. Skolen startede i 1995 under FOF i Randers.
På Bifrost er der i øjeblikket 21 elever og 6 lærere tilknyttet, og alle er uddannede kunstnere og udstillingsaktive.
På Bifrost ses eleverne som individuelle personligheder med forskellige kunstnerisk potentiale. Det er vigtigt, at de værker, der skabes, fuldgyldigt er elevernes egne. På skolen er der en fast regel om ikke at arbejde på elevernes billeder eller give konkrete løsningsforslag. I stedet arbejdes der på at få eleverne til selv at løse de problemer, de måtte have med færdiggørelsen af et værk. Endvidere er det et ønske, at gøre eleven i stand til at stille sig selv relevante opgaver og forholde sig kritisk og konstruktiv til sit eget udtryk.
Flere af eleverne på Bifrost har mange udstillinger bag sig både individuelt eller som del af en gruppe. Udover Danmark har de udstillet i bl.a. Japan, U.S.A, Finland, Holland, Tyskland og Belgien.
Udstillingen i Tistrup
På udstillingen i Janus Bygningen kan man opleve værker af 8 kunstnere fra Bifrost. De fleste af udstillerne har været på Bifrost i 10 år eller mere og har rigtig mange udstillinger bag sig både nationalt og internationalt. Værkerne er udvalgt i samarbejde med de enkelte kunstnere og viser, hvordan de hver især har udviklet deres helt egen arbejdsmetode og eget billedunivers.
Herom fortæller Per Kjærsgaard Jensen fra Bifrost bl.a.:
Kenneth Rasmussen arbejder med strik og linoleumssnit.
Gennem årene har hans strikkede værker udviklet sig fra primært at være penisfutteraler og BH’er i overstørrelse til mere abstrakte skulpturelle værker i kæmpeformat. Linoleumssnittene er også vokset i format. Det største, han har lavet, måler hele 2 x 13 m. Mange af snittene indeholder en blanding af selvopfundne ord og bidske samfundsmæssige kommentarer.
Mathias Iversen skaber tegninger med filtpen på papir.
Mathias har sin helt egen fantasiverden. Han er meget interesseret i den ældre japanske mytologi, hvor der er en stor mangfoldighed af forskellige væsener og spøgelser. På det seneste er han - med nogle af sine egne tegninger som forlæg - begyndt at arbejde med skulptur.
Judith Damgaard Nielsen udstiller malerier.
For 20 år siden, da Judith startede på skolen, var hendes billeder meget collageagtige. Hun samlede udklip og brochurer overalt og komponerede dem smukt på sin opslagstavle. Senere blev de brugt som forlæg for hendes malerier. I dag arbejder hun mere abstrakt og direkte med mange overmalinger. Farverne er forsvundet mere og mere ud af hendes billeder og er blevet afløst af et mere grafisk udtryk.
Per Hede Nielsen arbejder med både maleri, tegning og tryk.
Han finder mange af sine forlæg til malerierne i kataloger fra forskellige firmaer eller bøger, der omhandler enkle, specifikke emner. Udover malerier arbejder han meget med farvekridtstegninger og linoleum. I linoleumstrykkene skæres det meste væk, og ofte er det kun skæreretningerne der står tilbage som et smukt grafisk mønster.
Torben Funch viser skulptur.
Torben udstiller små huse bygget af trækiler. Han arbejder i stort set alle materialer. Arbejdet med trækilerne opstod ved en tilfældighed. Kilerne havde vi liggende, som et overskud fra blændrammer. Torben begyndte at bygge nogle højhuse. Senere fandt han en bog om Pompeji, som han derpå har bygget de fleste huse ud fra.
Bente Wadsbach udstiller malerier.
Bente arbejder mest med tegning og maleri. I maleriet formår hun med sin egen farveholdning at skabe nogle meget sarte og stemningsmættede billeder. Tidligere var det motorcykler og Elvis Presley, der var hendes fortrukne motiver. Nu er det mere landskaber. Nogle gange med enkelte bygninger eller dyr.
Lone Graversen arbejder med malerier.
Lone har gennem længere tid arbejdet med landskaber, som hun laver sin helt egen fortolkning af. Malerierne er forenklede til sammensatte flader, hvor der ofte indarbejdes et mønster.
Astrid Nielsen udstiller malerier.
Astrid maler meget fugle og dyr. Hun finder motiverne i bøger eller tager selv fotos og bruger dem som forlæg. Hun bruger ofte rene vibrerende flader eller mønstre som en del af sine malerier.
Yderligere information på Bifrosts hjemmeside: www.bifrostart.dk
Fernisering:
Fernisering lørdag den 1. april kl. 14.
Velkomst ved Peter Ingemann fra Janusforeningens bestyrelse.
Musik ved elever fra Bifrost, Tina Salling-Poulsen (harmonika) og Michael Nielsen (klaver).
Med venlig hilsen
JANUS BYGNINGEN
Lærkevej 25, 6862 Tistrup, 7529 9825
Åbent tirsdag-søndag kl. 13-16.