Stigning i tilstrømningen af flygtninge skaber akut boligmangel..

Stigning i tilstrømningen af flygtninge skaber akut boligmangel..

24-11-2014, 09:06 - Horne

Forfatter: News

Den store tilstrømning af flygtninge betyder akut boligmangel for Udlændingestyrelsen, der har opgaven med at udpege og etablere akutte asylcentre.

 

Urolighederne i særligt Syrien har i den seneste tid betydet, at Danmark oplever en stigning i tilstrømningen af flygtninge, der gerne vil have asyl og opholdstilladelse.

Når flygtningene kommer til landet, er det Udlændingestyrelsens opgave at finde et sted, hvor flygtningene kan være, mens de får deres sag behandlet.

Presset har i den seneste tid været stort, og også Varde Kommune har modtaget større grupper af asylansøgere.

Udlændingestyrelsen placerer asylcentre

I september måned i år gav Sea West i Nymindegab velvilligt husly til 120 syriske flygtninge, der efter kort tid blev fordelt til boliger andre steder i landet. Sidenhen er der rykket en gruppe flygtninge ind i Ho Feriecenter.

- Det er Udlændingestyrelsen, der har opgaven med at finde akut husly til de flygtninge, der kommer hertil. Vi har som kommune ikke nogen indflydelse på placeringen, og i mange tilfælde er vi end ikke vidende om, hvor og hvornår midlertidige asylcentre bliver etableret. Når det er sagt, så er det meget prisværdigt at opleve, at vi har virksomheder, der er klar til at række hånden ud, når der er mennesker, der akut har brug for hjælp, siger Mogens Pedersen, der er kommunaldirektør i Varde Kommune.

- Vi er klar over, at der er flere, der savner lidt bedre information fra Udlændingestyrelsen om disse boligplaceringer, men jeg tror, at man skal tage den ikke altid helt hurtige information som udtryk for, at det er en ganske stor opgave for Udlændingestyrelsen at finde tilstrækkelige boliger, siger Mogens Pedersen.

Kvoteflygtninge er kommunens opgave

Varde Kommunes opgave i forhold til flygtninge vedrører udelukkende kvoteflygtninge. Kvoteflygtninge er de flygtninge, der har fået deres asylansøgning behandlet og fået midlertidig eller permanent opholdstilladelse. Antallet af kvoteflygtninge til kommunen er steget år for år fra 14 personer i 2007 til de 57 personer, der forventes at ankomme i 2015.

- Vi har et integrationsteam, der hjælper de kvoteflygtninge, vi modtager, med at få en hverdag op at stå og blive integrereret. Her rækker indsatsen lige fra at finde en bolig til at oprette bankkonti, bestille NemId, siger Mogens Pedersen.

 

Vi er flyttet til ny Facebook side, så bliv ven med Tistrupnews på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/Tistrupnews

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies