Tillykke – og pas nu godt på pengene..

Tillykke – og pas nu godt på pengene..

13-04-2015, 08:24

Forfatter: News

Snart springer årets glade konfirmander ud. Mange af dem vil stå med flere penge på lommen end nogensinde, og det er en oplagt lejlighed til en snak om økonomi.

 

Af privatrådgiver Jacob Theilgaard Jepsen, Sydbank Ølgod

 

Pengegaver er populære hos de fleste konfirmander. Desværre følger der ikke en brugsanvisning med kontanterne. Evnen til at planlægge og forstå sin egen økonomi er ikke bare noget, man automatisk kan. En fornuftig håndtering af økonomien er noget, man skal lære ved at øve sig, gerne med støtte fra forældrene. Undersøgelser viser nemlig, at de allerfleste teenagere helst vil lære om privatøkonomi fra deres forældre, og at unge helt op i 20’erne stadig ser forældrene som den vigtigste kilde til viden om emnet.

 

Lær den unge at spare op

Konfirmationspengene kan derfor være en god lejlighed til at tage fat på snakken, hvis I ikke allerede har gjort det. Opsparing er første skridt på vejen til en sund økonomi. Alt for mange unge kommer i økonomisk klemme tidligt i livet, fordi de køber på kredit eller optager dyre forbrugslån. Denne klemme kunne i mange tilfælde være undgået, hvis de unge havde lært at spare op.

Tag derfor en snak om, hvor mange penge den unge har til forbrug, og hvor mange der er mulighed for at spare op. Her og nu kan I sammen lægge planer for, hvor mange af konfirmationspengene den unge kan fyre af på sjov og ballade – og hvor mange der skal spares op til senere behov.

 

Hvor langt rækker pengene?

Snak med den unge om hans eller hendes ønsker for fremtiden for at finde ud af, hvad pengene skal bruges til. Det kan være bolig, møbler, studier eller en rejse. Når man lige er konfirmeret, kan det være svært at gennemskue, hvor langt 10.000 kroner egentlig rækker, ligesom det kan være svært at forholde sig til, hvor mange penge der skal til, når man senere flytter hjemmefra og skal betale husleje, mad osv. Det kan vi som forældre hjælpe den unge med at få et realistisk billede af.

Måske kan et simpelt budget allerede nu være et godt værktøj til at styre lommepengene, ligesom det kan være en god ide for den unge at holde øje med kontoen via netbank eller mobilbank. Og måske få en daglig eller ugentlig sms fra banken om, hvad der står på kontoen.

En anden mulighed er app’en ”Lommebudget”. Den er tilpasset unges vaner og behov, og her kan man nemt og hurtigt registrere, hvad pengene bruges til, og hurtigt få et overblik over, hvor meget der er tilbage til resten af måneden.

Har den unge løbende indtægter, fx fra et fritidsjob, er det oplagt at kigge på, om der måske skal sættes et mindre beløb ind på en opsparing hver måned.

 

Opsparing eller investering

Brug også lejligheden til at tale om, hvordan pengene skal anbringes. En konto med kort er en mulighed, hvis den unge skal have fri adgang til pengene. Fx et MasterCard Ung Debit, hvor der ikke kan hæves mere, end der står på kontoen. Men det åbner også for, at pengene bruges løbende på mindre ting. Ønsker I, at konfirmationspengene skal spares op til de større udgifter, der venter i fremtiden, kan en opsparingskonto være den rigtige løsning.

Står den unge med mange penge, kan man overveje at investere i værdipapirer. Det vil typisk give et højere afkast, end hvis pengene står på en konto. Det kan være attraktivt, hvis man ikke har brug for pengene her og nu. Ved investeringer bør man rådføre sig med banken om, hvordan pengene bedst anbringes.

 

Studieture, festivaler osv.

Også på andre områder skal den unge "stå på egne ben", nemlig hvis han eller hun skal på tur med fx skolen. Unge over 13 er nemlig typisk kun dækket af den rejseforsikring, forældrene har på deres MasterCard, hvis forældrene er med på rejsen. Rejser de unge uden forældrene, skal de have deres egen rejseforsikring, fx koblet på deres MasterCard Ung Debit. En billig forsikring, der dækker rigtig meget og fx giver penge tilbage for en festival eller koncert, som man er nødt til at aflyse på grund af sygdom.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies