Tistrups fitnessdronning siger tak og stopper efter 10 år
Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry
Tistrups fitnessdronning siger tak og stopper efter 10 år
Kilde: JV -se mere HER
Heidi Hansen er åben for, at en eventuel ny ejer har lyst til at køre tingene videre på en ny måde, og hun vil tager alt op til overvejelse. Bygningerne er stadigvæk hendes, så hun forlader endnu ikke helt Tistrup.
En forårsdag i maj 2011 blev TRIM Tistrup en realitet. 10 år senere er det slut. Heidi Hansen har valgt at stoppe. Der kan løftes tunge vægte og svedes på løbebåndet lidt endnu, men efter 31. august er det ikke længere med Heidi Hansen i spidsen for TRIM Tistrup.
- Jeg har fundet ud af, at der er et liv ved siden af at arbejde 70 timer. Jeg har behov for at få noget mere tid til mig selv. Jeg har grædt mange timer over det, men er kommet frem til en beslutning, der føles rigtig.
I øjeblikket passer Heidi Hansen sit arbejde på et privathospital i Esbjerg, og når hun får fri klokken 14.00, sætter hun kursen mod Tistrup, hvor hun er indtil klokken 21.00, når centeret lukker. Det skal være slut nu.
- Jeg kom til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at det ikke skulle være det her længere. Fitness og motion har været mit liv. I bund og grund stopper jeg, mens jeg stadig synes, at det er fedt i stedet for, at jeg kører mig selv helt ned, fortæller Heidi Hansen.
- Det er jo en hel by, der mister deres fitnesscenter, så det er da et stort tab. Det er ikke som at slå op med en kæreste, hvor to personer bliver kede af det. Det er en hel by, der mister et motionscenter, og opbakningen har jo altid været der, så det er selvfølgelig svært, at det slutter nu.
Jeg har aldrig fortrudt, at vi startede op i sin tid, men nu er det på tide at stoppe, mens det stadig er sjovt.
Nye ejere?
Lukningen sker efter det, som Heidi Hansen kalder for 10 fantastiske år. Købet af bygningerne, som i dag huser fitnesscenteret, blev en realitet efter de blev sat på tvangsauktion.
Her sad Heidi Hansen på La Santa med sin søn, da muligheden opstod. Siden da er det blevet til utallige oplevelser og skønne bekendtskaber, som hun ikke vil være foruden.
- Det har altid været fedt at komme her. Jeg har aldrig gået sur på eller fra arbejde, og jeg kender efterhånden alle medlemmerne, der kommer her. Jeg har aldrig fortrudt, at vi startede op i sin tid, men nu er det på tide at stoppe, mens det stadig er sjovt.
Indtil den sidste træningsdag det vigtigt for hende, at alt forbliver, som det altid har været.
- Ingenting bliver ændret indtil da, og der er intet udstyr eller andet, der bliver solgt. Der er udstyr for 600.000-700.000 kroner, men det ryger ingen steder.
Herefter er Heidi Hansen dog åben for at byde en ny mand eller kvinde indenfor, som har lyst til at løfte opgaven i fitnesscenteret.
- En ny ejer skal brænde for det og selv have lyst til at lægge kræfter i det. Nu har jeg kørt det, hvor der hele tiden har været bemanding på, men det er ikke sikkert, at en eventuel ny ejer vil det. Man kan sagtens forestille sig, at man lavede et kortcenter. For mig går det personlige af det, men jeg skal ikke bestemme, hvordan en ny person vil køre det videre.
Heidi Hansen er født i Sig. Herefter tog hun turen til København, hvor hun boede i otte år, men flyttede i 2000 tilbage til Vestjylland og Tistrup. Med det samme spurgte hun i den lokale hal, om der ikke skulle startes et træningscenter. Svaret var, at det var der ikke basis for i Tistrup. I dag føler hun, at hun og resten af folkene bag centeret har modbevist alle.
Et stort savn
Motion og fitness har altid været en del af Heidi Hansens liv. Hendes forældre har drevet Trim Motionscenter i Varde i en menneskealder, så det har altid lagt i kortene, at hun skulle gå samme vej. Med hjælp fra frivillige hænder står der i dag et topmoderne center, som tiltrækker folk fra flere af nabobyerne.
- Når du ser centeret, så tænker du, at det er forkert, at det ligger her i Tistrup. Jeg har mellem 300 og 400 medlemmer, og jeg har 1500 kvadratmeter. Vi har aldrig gået på kompromis. Hvis vi skulle have noget, så skal vi sgu have noget ordentligt, og opbakningen har altid været der fra lokalområdet, hvor vi har haft medlemmer fra Horne, Ølgod, Skovlund og Ansager, siger hun.
I løbet af de seneste mange år har Heidi Hansen tilegnet sig viden blandt andet som kostvejleder og pilates-instruktør, og selvom det er slut for hende i TRIM Tistrup, betyder det ikke, at hun kommer til at ligge stille på sofaen.
- Om jeg skal vente én måned eller ét år, før jeg skal noget nyt, ved jeg ikke, men sikkert er det, at det bliver et projekt, der ikke kræver så meget tid. Men motion er stadig en del af mit og min families liv. Vi sidder ikke stille, og det kommer vi heller ikke til.
- Men jeg kommer til at savne fællesskabet og sammenholdet herude. Hver lørdag har vi haft holdtræning udenfor med efterfølgende morgenmad, og det er så fantastisk. Jeg kommer til at savne dem alle sammen, og det bliver hårdt.
Skulle man have lyst til at overtage stedet, så kan man leje sig ind i lokalerne, som Heidi Hansen stadig ejer.
Privat bor Heidi Hansen i Esbjerg med sine to døtre Victoria og Stephanie på henholdsvis 18 og 17 år, mens hendes ældste barn Christopher på 24 år bor i København.
- Mange træner kun, fordi der er Trim i Tistrup. Måske stopper de, hvis der ikke er et lokalt center, så jeg håber for alles skyld, at der er nogle nye, der vil drive det videre. Vi har ikke bygget alt det her op, for at det bare skal ned igen, siger Heidi Hansen.