Xpedit bliver eneforhandler af BMW motorcykler i Danmark

Xpedit bliver eneforhandler af BMW motorcykler i Danmark

29-01-2015, 04:06

Forfatter: TistrupNews - RSS

I 2016 bliver Xpedit eneforhandler af BMW motorcykler i Danmark. En af begrundelserne for, at valget er faldet på Xpedit, er, at de tæller 2 forretninger, nemlig Ølgod og Farum, og begge byer får retten til at forhandle de eftertragtede motorcykler. Xpedit ejes og drives af Kurt Møberg og Rune Bach-Andersen.

 Xpedit har et rigtig godt omdømme og er eksperter indenfor sit felt. Motorcykel-entusiaster kommer langvejs fra for at komme til træf hvert år en weekend i april, hvor byen summer af de store maskiner. Xpedit solgte 510 motorcykler i 2014, hvilket var en stigning på 15% i forhold til året før. 

Det øgede salg og status som eneforhandler af BMW motorcykler i Danmark gør naturligvis, at trykket på forretningen stiger. Rune Bach-Andersen ser optimistisk på fremtiden, og derfor søges der 4 nye medarbejdere. Xpedit skal forstærkes på både salgs- og værkstedsdelen, så der søges medarbejdere til salg, en mekaniker og en tekniker. 

Kurt Møberg og Rune Bach-Andersen startede Xpedit i 1996. I 2004 flyttede de forretningen til de nuværende lokaler på Energivej. De to ejere vil mere end blot sælge motorcykler, de sælger lysten til eventyret. De fik et samarbejde i gang på Cuba, hvor der kunne lejes en motorcykel, og se landet fra en anden vinkel. Det samarbejde er stoppet, men til gengæld kører de et tilsvarende samarbejde med Malaga. Hvert år arrangeres en tur i Kristi Himmelfarts dagene og i 2015 går turen til det naturskønne Mecklenburg Vorpommern i det nordøstlige Tyskland. Til denne tur meldes alt udsolgt, men der er stadig billetter at få til den helt store oplevelse i 2016. Her arrangerer de en tur til New Zealand – 24 dage og 4.800 km. Der kan læses meget mere om alle arrangementerne på Xpedits hjemmeside.

 

TistrupNews - RSS

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies